En eftermiddag i Chateau de la Rivière i Fronsac

Denne dag i november har vi været så heldige stadig at have dejlige solrige dage. Ideelt vejr til at besøge et chateau som er udenfor “the beaten track” i appellationen Fronsac . Efter en lille times kørsel fra Bordeaux, befinder vi os forneden af dette smukke chateau, som troner på en frodig bakke med vinmarker og skov.

Efter at være kørt gennem en smuk indgangsport, kører vi videre gennem en skov iklædt efterårsfarver op til selve slottet, som er let skjult af vegetation og en klippevæg. Ved ankomsten viser sig en idyllisk panorama. Det er en pragtfuld udsigt over slottets vinmarker og Dordogne floden.

Vi begynder vores besøg med slottets historie, hvor de første ejere stammer fra Karl den Stores tid. Chateau de la Rivière har siden middelalderen tilhørt mange forskellige ejere. Idag tilhører stedet en Hong Kong kineser, Madame Lau, ejer af et kinesisk firma ved navn Bolian, som udover at være specialiseret i salget af præstigefyldt Pu’er te også ejer flere luksushoteller.

Slottets bygning har ændret sig gennem tiden med tårne, tilbygninger og renovationer og man finder idag blandt andet stilen fra Viollet le Duc; indendørs (som for eksempel på stuernes pejse) og udendørs i form af middelalder dekorationer på facaden.

Derefter går vi på opdagelse i chateau’ets underjordiske vinkælder. Her bliver man ikke blot imponeret af kælderens størrelse (8 hektar, 25 km underjordiske gange) men også af dens flotte indretning. Besøget skiller sig også ud fra andre chateaux ved kun kort at komme ind på vin dyrkningen og -fremstilling men ved at koncentrere sig mere om skønheden af stedet og dets historiske elementer.

I Chateau de Rivière, vil du have mulighed for at smage vinen som bliver produceret på stedet (rød (Fronsac), hvid eller rosé (Bordeaux)) og også ejernes Pu’Er te.

Og takket være deres fantastiske underjordiske kælder, har Chateau de la Rivière kreeret et escape game, som er ideelt til at have det sjovt mellem venner eller som led i team building.